Press

A Conversation with Lone Kirketerp - figureground.org

View article: LINK

Lone Kirketerp graduated as a ceramist from Århus Art Academy in 2010. Although she is relatively new on the art scene, after transitioning from working as a trained lawyer, she has had numerous exhibitions in Denmark and Europe. “Contemporary, evolutionary, raw, authentic, moulded, individual”, ceramic sculptures are words that aptly describe her artist’s website at http://www.lonekirketerp.dk/

Although you graduated as a lawyer, you have concentrated on your art as a ceramicist. How important is your artwork in your life and career?

For me a full, satisfying life involves making art and interacting with other people. My legal carrier is now mediation rather than giving legal advice, but art has been the most important part in my whole career. Art is where I create and deal with challenges in processes and this is extremely important in my life. I am normally a very impatient person, but creating ceramics is slow – the processes take time. You cannot hurry time in the oven or time drying clay. That goes on for days. But I love doing it. I love the transformation.

Interestingly, wet clay is pretty much like pizza dough. Not very sexy and not doing much for eyes looking for aesthetic satisfaction. Nonetheless, after the final burning with glaze, the clay is fantastic.  I am addicted to that transformation process. And then there’s the touching thing. My hands love touching the clay and my brain experiences so much pleasure when forming the wet clay. Apart from loving the transformation process, I love three dimensions since I’ve never fully engaged with the virtual world.

What or who were important influences on your art?

I once bought a pink book in Berlin entitled “The artist who swallowed the world”. This was about an Austrian artist, Erwin Wurm, who is an artist I admire – his sculptures are wonderful. Very humorous and very wise. However, he did not have any real influence on the way I make my art.  He is just a great person and his comments on life are fantastic. My sculpture teacher,Thomas Andersson, is also great and he believed in me. Interestingly, there is a huge parallel between Thomas’ sense of humor and Erwin Wurm’s. I think Thomas is inspired to do crazy stuff. Anyway, I respect the works of both artists.

Most of your work appears to be made from and/or use stone, shell and metal, but this is not always the case. Water also features as a prominent theme.  Can you talk us through the process motivating your creations?

Well, what am I doing? This is the hardest question of all. I am a person working and growing in the present. The planning I do is in my subconscious I have some idea to begin with, like dimension, material and …an idea of the form, but very quickly I realize that I am forcing the material instead of keeping an eye on the gifts the material gives me.  I am very flexible if the clay tells me something, and I register all changes, remaining open to what they show me. So, I am not a story teller using clay to tell the world something important or telling the story of my life. I want to create forms, but not necessarily nice forms; just forms I relate to. Sometimes they look human and I give them a title that might lead the viewer to think of something. But I prefer the viewer to see his/her own story in the form; in other words, the organic shapes might remind you or lead you to remember something very personal.

I once wrote an article about the Danish Queen, who is a painter, mainly of landscapes. Her Majesty told me she always dreamed in colour. That was very interesting because I always see movement: dancing, moving, turning, but no colours. Hence, there is a good reason for me not to paint, but create shapes instead. My brain and my mindset see movements, rhythm and transformations.

For example, my two sculptures, “Extrovert” and “Introvert” did not start out as human archetypes; they just turned out to be so in the process. That is the kind of gift I look for in the material. Personally, I have had experiences with the two archetypes in different relationships over the last couple of years and find it crazy that such very different lives are dependent on whether you are an introvert or extrovert.

Can you elaborate more on the almost magical transformation of wet clay after the final burning … To what extent do tones (rather than colours) play a role in the movement and rhythm of the shapes you create?

Oh, shades and tones are very, very important, especially in transparent porcelain. The sun through the material and the shades shifting during the day make the relief much more alive. It is part of the third dimension and means a lot to me. I love colours, but not when I make art meant to show reflections. I think my mind is much more relaxed and reflective when I do art without adding a lot of colour to it.

I think storytelling has more colour than what I do.

You mention how your reliefs remind you of the ocean currents and movements and how you like to relate to the forms you create. Are you still in the process of naming the last two images or are you working differently in these instances.

I am doing a series during autumn – of reliefs and sizes and forms. I plan that the next relief will be more like thin lines than ” curly seaweed “, but I am using the same material and later, another kind. I expect to do about five reliefs. I am happy;, I think they look very interesting so far. A little bit like something from the ocean, moving in the current or waves. The porcelain is as thin as it can be and therefore, totally transparent.

Suggested citation: Cross, J. (2016). “Conversation with Lone Kirketerp,” Figure/Ground. December 23rd. <http://figureground.org/a-conversation-with-lone-kirketerp/>
Questions? Contact Laureano Ralón at ralonlaureano@gmail.com

Keramisk kunst mellem teknologi og natur

Af Trine Rytter Andersen

Keramik er et meget svært medie, der kræver en håndværksmæssig kunnen, som ofte er meget synlig og det er derfor også et udskældt medie inden for kunstkritikken. Fordi udtrykket alt for ofte minder mere om kunsthåndværk end om fri kunst. Lone Kirketerp vil kunsten, og hun forstår forskellen på godt håndværk og fri billeddannelse.  Derved løfter hun sig selv og  sine skulpturer, op i en nysskabende liga, hvor materiale og teknik udfordres, således at kunst har mulighed for at opstå.

’Kill your Darling’ må være Lone Kirketerps motto, for var hun ikke i stand til hele tiden at tilsidesætte sin umiddelbare lyst til at være i sin håndværksmæssige comfort-zone, ville hun aldrig have været i stand til at skabe de unikke keramiske skulpturer, som hendes hus lige nu er fyldt med. Keramik har en lang stolt tradition i Danmark og siden 1950erne har kunsthåndværk befundet sig i øjenhøjde med billedkunsten. Men i løbet af 1990erne ændredes kunstscenen i Danmark til fordel for en mere diskursiv kunst, derved blev skellet mellem kunsthåndværkere og billedkunstnere tydeligere og kunsthåndværket blev langsomt udgrænset fra mange af de offentlige kunstudstillingssteder og henvist til steder med fokus på design.

Alligevel ser vi på trods heraf (eller som reaktion herpå?) en række toneangivende billedkunstnere, som med leret som medium, har bidraget til at keramisk formdannelse har fået en ny kunstnerisk opblomstring gennem de senere år. Dels har mediet udviklet sig teknologisk og nye typer af materialer er blevet udviklet, dels har nogle af udøverene bestræbt sig på at radikalisere og udvikle feltet for netop at fremelske dets kunstneriske kvaliteter på bekostning af de mere traditionelle anvendelsesmæssige hensyn.

Inden for det eksperimenterende og udvidede felt arbejder Lone Kirketerp med leret i en fysisk ret krævende og langsommelig proces, hvor hun først ælter og siden omskaber leret til en form for kanaler (tubes) der fremstilles manuelt og halvmekanisk i attelieret. Disse hule kanaler indgår herefter i en form for stakkedannelser, hvor lerets bæreevne udfordres maksimalt til det punkt, hvor stakken er på nippet til at kollapse.

Opstablingerne har en kropslig tilstedeværelse med deres oprejste, svungne og let vaklende udtryk og størrelse. Samtidig har de via kanalernes udseende og profiler, et præg af industri og mekanisk reproduktion over sig. Hver skulptur bære i sig blødhedens aftryk, og selv om skulpturen efter brænding er hård og oprejst, er det umuligt at betragte den uden samtidig at blive opmærksom på lerets karakter og smidighed. Denne dualisme mellem det bløde og det hårde er en stor kvalitet i Kirketerps kunst, og den peger på hvorledes somaæstetiske kvaliteter spiller en rolle i forhold til hvordan skulpturerne skabes og senere aflæses.

Selve fremstillingen af de skulpturelle formationer kræver som sagt, en fysisk indsats af kunstneren, og netop det er afgørende som et afsæt, der kan aflæses direkte i skulpturen som noget dristigt, overrumplende eller voldsomt, og som også kommer til udtryk i størrelsen af de individuelle skulpturkroppe, der oftest bevæger sig langt væk fra det, man normalt vil kunne kalde for keramisk nips. Her er der tale om objekter af en vis størrelse og med en kraftfuld og dagsordensættende udstråling, der i høj grad påvirker de rum, de installeres i.

Lone Kirketerp er en kompromisløs karakter, som ikke springer over hvor gærdet er lavest, tvært imod opfinder hun konstant nye benspænd og udfordringer i sin proces med at udforske keramikkens tredimensionale muligheder: først og fremmest med blik for form og mellemrum, tyngde og lethed, i en udveksling hvor objektkarakteren dannes i samspillet mellem disse fokuspunkter og hvori positivt og negativt rum spiller ligeværdigt med.

Objekternes overflader er også genstand for kunstnerens opmærksomhed: særligt har hun udviklet en glassur, som både har organiske og metalliske noter, og som understreger den iboende dobbelthed i skulpturerne.  Andre steder er der tale om dybe glansløse oveflader nærmest med karakter af lava: ru, stenagtig og sort som muld i farven. Atter andre steder udforsker hun samspillet imellem den muldsorte ler og en mat hvid porcelæn, der som sne på en pløjemark skaber de fineste visuelle sammenstød. Et møde som i højeste grad kun er muligt, fordi kunstneren udviser den største tålmodighed og ro på hånden, gennem tilblivelsesprocessen, hvor den jomfrueligt hvide porcelæn ikke må tilsmudses af det smattede sorte ler.

Betragter du værkerne indgående, mærker du hvordan, de er blevet til i en dialog, hvor alvor og leg går hånd i hånd. Alvoren manifesteres der, hvor skulpturerne virker formelt afklarede og manifeste, og det legende viser sig, der hvor du samtidig kan fornemme, hvordan kunstneren konstant flytter sine investeringer nye steder hen, hvor usikkerheder og ambivalens kan opstå og  på den måde give skulpturerne nyt liv og nye intentioner. En vekslen mellem at lægge mere ler på og fjerne dele af det igen, for på den måde at tvinge objekter hen på kanten af en destabiliseret tilstand.

Forenet med en opmærksomhed på de væsensforskellige lags indre og ydre kvaliteter opnås en skulptur, der har en sjælden blanding af styrke og sårbarhed over sig. Indimellem kan du næsten se ’rygraden’, eller ane  ’skelettet’ i skulpturen, og andre steder oplever du, hvordan man et øjeblik kan blive i tvivl om, hvorvidt den kan bære sig selv, fordi den trods brændingens stivhed samtidig virker skrøbelig og let.

Vekselvirkningen mellem det lette, nærmest skødesløse og det ekvilibristiske, her forstået som evnen til at holde balancen og udføre teknisk vanskelige ting i forbindelse med frembringelsen af kunst, er helt central i Lone Kirketerps keramiske arbejde. Hun er konsekvent og minimal med sin formøkonomi. Hun udforsker en given teknik i forening med et materiale, til mulighederne er udtømte og skaber derved en række unika formvariationer, som hver på deres måde udfordrer teknikken og som serie eksponerer de det register af muligheder, den skaber grundlag for.

Selv om skulpturerne kan virke kunstige eller industrielle, er det interessant, hvordan de samtidig også evner at pege på krop og natur. Den dobbelthed er karakteristisk for Lone Kirketerps kunst og det forekommer mig, at hun her lykkes i forsøget på at forene to væsensforskellige kærligheder til henholdsvis værkstedsrum, industrielle installationer og måske også urhavet og til kroppen som redskab for såvel frembringelser og som sansende organ i mødet med både kunstige og naturlige ting og overflader.

Denne evne til at samle væsensforskellige kvaliteter i samme objekt hænger sammen med en lige så sammensat personlig karakter hos kunstneren, hvor såvel intellekt og følelse får opmærksomhed og taleret. Det er både charmerende og somme tider også chokerende, især der hvor det følsomme i skulpturen virker undergravende for dens konstans og for, hvordan vi opfatter den som et stabilt objekt. I grænselandet mellem hård og blød får nogle af skulpturerne en kropslig karakter, som har strejf af abject-hed i sig – en sårbarhed, klodsethed eller grimhed, som synes at afvise skønhed i traditionel forstand. Denne ’grimhed’ kan virke både frastødende og tiltrækkende, alt efter øjnene der ser. Netop den kvalitet, som afstedkommer en ambivalent og mere usikker relation mellem objektet og  omverdenen, er noget af det, som gør mest indtryk i mødet med Lone Kirketerps værker – Der udviser hun et kunstnerisk mod, som kræver et tilsvarende mod af beskueren for i mødet med skulpturen at kunne rumme dens iboende og måske foruroligende, dobbeltnatur.

Den mangel på entydighed udfordrer beskueren og iværksætter, hvis vi er åbne derfor, en dialog mellem værket og os, om hvad, der er grimt og hvad der er smukt og hvorfor? Lone Kirketerps skulpturelle objekter er forhandlinger med teknikker og materialer, om forholdet mellem form, skønhed og indhold via et udtryk, der aldrig er entydigt, og som indimellem er lige ved at kollapse. Lone Kirketerps kunst er original og tankevækkende, og der ligger mange spændende udviklingsmuligheder på den vej, hun har valgt, som bare venter på, at kunstneren vender blikket i deres retning.

Anmeldelse i Kunstavisen, april 2013

Hej society!

Af Preben Winther

Den franske oplysningstids-filosof Voltaire skal engang have udtalt, at der ikke er noget, der er så nødvendigt som det unyttige! Det kan være vanskeligt at forholde sig til dette selvmodsigende bonmot, men en plausibel udlægning kunne være den, at livet bliver fattigt, hvis alt skal målrettes og underlægges fornuftens og nytteværdiens begrænsende regime.

Stærke sager

Derfor er det også befriende at opleve en stribe af den forholdsvis nyuddannede keramiker Lone Kirketerps stentøjsskulpturer. Her er enhver ansats til kunsthåndværk i almindelig forstand elimineret og brugsværdien reduceret til nul. Til gengæld er der ekspressiv gestik til overmål.

På lave og høje sokler og i galleriets brede vindueskarm troner hendes skulpturer, der trods deres nonfigurative fremtræden ikke desto mindre ofte har noget antropomorft over sig. De brunlilla værker kan være rejst i det lodrette plan af kantede pølser til lettere uordentlige stabler, hvor overskårne lerrør stritter amputeret og hjælpeløst ud fra hovedformen eller samles i finurlige attituder. Eller skulpturerne kan have en mere syntesisk struktur, hvor en liggende form synes at bøje sig ind i sig selv, som var dens tilblivelse endnu ikke tilendebragt.

Lertøjsskulpturerne har et voldsomt potentiale, og på en nutidig skala for alternativ æstetik rangerer de højt. Lone Kirketerp vil vi utvivlsomt komme til at se meget mere til. På kun få år har hun da også udstillet mange steder, heriblandt på Hospice Djursland og i Psykiatrisk Institut, Risskov. Det har været stærke sager her!

On the sunny side

De keramiske værker finder deres modpol i designer og fotograf Betty Christine Fogs fotocollager, der med deres luksuriøse visuelle signaler emmer af den moderne storbys society-liv. Amerikanske højhuse optræder i svimlende vinkler, side om side med sneklædte, lysende bjergmassiver, vejskilte, telegraftråde og fornemme gulve. Svampe eller dele af tropiske planter i nærbillede er med til at understrege eksklusiviteten, ligesom beskueren ved nærmere eftersyn finder ud af, at der i de store værkers billedflader gemmer sig andre samfundslag i det skjulte, som der altid gør i en storby. Men vi - der oplever disse overdådige tableauer – er on the sunny side, vi sanser lyset, de smukke kvinders sensuelt kølige silhuetter.

En af dem afslører sig pludselig som en antydet parafrase over Botticelli’s Venus’ fødsel, en anden som Marilyn Monroe. Der bliver lånt og samplet med lind hånd, også i det næsten umærkelige, hvor man f.eks. pludselig kan få øje på mumier fra katakomberne. Hele denne heksekedel af disparate indtryk, løsrevne billedelementer og tidsmæssige sammenstød komponerer Betty Christine Fog fermt sammen i sine fotocollager til betagende udsagn, enten på de store lærreder, eller – som noget relativt nyt – overført på glas. Hendes værker er ikke så dybtfølte, at det ridser og smerter, og det dekorative synes at overskygge den eksistentielle nødvendighed. Men flot er det. Intet under, at kunstneren har en lang række betydelige udsmykningsopgaver bag sig.

Med I BYEN-udstillingen, bestående af Betty Christine Fogs todimensionale vægkunst og Lone Kirketerps tredimensionale, keramiske spasmer mødes modsætninger og skaber en unik atmosfære af hotelfoyer og afgangshal. Helt i salig Voltaire’s ånd!
Så lad os glemme det grimme derude for en stund. Lad os blive her, flanere endnu en runde eller to, måske hilse på hinanden, skåle og sige: ”Hej society! Er livet dog ikke dejligt.”